Høj deltagelse til DM 2020
Lørdag den 1. februar 2020 var Greve Ju-jutsu vært for årets DM, som blev afholdt i Karslundehallen, hvor knap 75 deltagere var mødt op for at kæmpe om titlen som Danmarksmester.
For første gang nogensinde var det et samlet danmarksmesterskab for både rollinger, som kun kæmper gulvkamp), og de lidt større fightere. Det betød kampe på 3 måtter, men også mange entusiastiske forældre og bedsteforældre, som var med til at skabe en god stemning i hallen hele dagen – se blot mange af de videoklip, som de forskellige klubber har lagt ud på deres Facebooksider.
Det var også det første DM med nye aldersklasser og vægtgrupper, og med små 75 deltagere fra 11 klubber var der sørget for underholdende kampe frem til kl. 15.
I rigtig mange kampe blev der vist god teknik, og det viser, at selv om vi er et lille land, mangler vi ikke talenter og dygtige kæmpere. Mange af dem har allerede vist sig frem på de internationale scener, og lige så mange står på spring. Alt sammen i en god sportsånd.
Hvordan det gik, kan I se af Resultatlisten.
Og så sluttede vi af med holdkamp, hvor hver klub stiller med 6 kæmpere. I år stillede et blandet hold fra Herlev/Bramming op mod Ribe og Hillerød. Efter en række underholdende kampe gjorde Hillerød rent bord og løb med pokalen.
Tak til dommerne, bordpersonellet og de praktiske medhjælpere, som alle yder deres til at få DM afviklet i behagelige rammer.
Tak til Tony Tang for tekst.