Ju-Jitsu er først og fremmest en sportsgren, som du kan bruge til noget. Du får selvtillid, opbygger selvdisciplin, får selvkontrol og sidst, men ikke mindst, lærer du at forsvare dig selv.

Ju-Jitsu er en sport for livet – både i forhold til det sportslige, men i høj grad også på grund af de stærke venskaber, der knyttes på tværs af landet fx på den årlige sommerlejr, hvor flere hundrede børn og voksne hvert år samles til træning, sjov og hygge.

Ju-Jitsu er en sport, som du kan dyrke, uanset hvor gammel du er og der er mange forskellige måder, du kan udvikle dig på. Måske motiveres du bedst af at øve teknikker og vil måske gerne træne dig op til sort bælte en dag, måske er du mere til fightning og vil gerne prøve kræfter på måtten med andre kæmpere både nationalt og internationalt, eller måske vil du “bare” gerne komme i bedre form.

Ju-Jitsu er den internationale betegnelse for de aktiviteter, vi i Danmark kender som “Jiu-Jitsu” og “Ju-Jutsu”.

Hvad er Ju-Jutsu?
Ju-Jutsu har udgangspunkt i at være effektivt som selvforsvar på alle distancer.

Sporten arbejder både med afstand til modstanderen, stående med greb i modstanderen og gulvkamp med greb i modstanderen.

At træne Ju-Jutsu indebærer at træne basisteknikker fra Karate, Judo og Aikido.

Ved indøvelse af basisteknikker fra de forskellige stilarter udarbejdes færdigheder, der kan trænes på følgende måder:

  • Frit forsvar mod en eller flere modstander(e),
  • Reaktionsbane
  • Gulvkamp (ne-waza)
  • Stående kamp (randori)
  • Fighting og
  • Duo

Ud over at være selvforsvar dyrkes Ju-Jutsu også som konkurrence sport. Her dystes der i “Duo Games,” hvor to par konkurrerer mod hinanden om at udføre 12 udvalgte selvforsvarsteknikker, der bliver bedømt af et dommerpanel.

En anden konkurrence gren af Ju-Jutsu er “Fighting,”  hvor to kæmpere dyster mod hinanden. Point scores med markering af slag, spark, kast, overgang fra stående til gulvkamp og kontrolteknikker (holdegreb, armlås og stranguleringer).

Ju-Jutsu har ligesom Judo et fast defineret pensum, og man træner derfor de samme basis teknikker i alle Ju-Jutsu klubber.

Facts: kast, holdegreb, låse, undvigelser, slag, spark og parader.

Hvad er Jiu-Jitsu? 
Jiu-Jitsu handler om selvforsvar, og er opbygget ud fra den filosofi, at system og teknikker skal tilpasses til den enkelte person.

Træningen kan variere meget. Generelt trænes der selvforsvar i alle afstande: Kamp på afstand, stående med greb i modstanderen og gulvkamp.

Jiu-Jitsu benytter sig af en karate-del og en Judo-del, men beskæftiger sig ikke nævneværdigt med bevægelseslæren fra aikido.

Der arbejdes ikke med basisteknikker i så stor stil som Ju-Jutsu, og den enkelte person træner de teknikker, der ligger naturligt, og som har en udslagsgivende effekt ved anvendelse. Konkurrencedelen er helt tilsvarende Ju-Jutsu.

Konkurrencemæssigt taler vi i Danmark nemlig om Ju-Jitsu, hvor der dystes i “Duo Games” og “Fighting”. Pensummet i Jiu-Jitsu er ikke fastlagt på samme måde som Ju-Jutsu og Judo, hvor man som udgangspunkt altid skal kunne demonstrere fastlagte teknikker.

I Jiu-Jitsu kunne en del af en graduering være at vise fire (vilkårlige) angreb til hovedet, hvor det i Judo og Ju-Jutsu kunne være, at vise teknik #1, teknik #2 og teknik #3.

Facts: kast, holdegreb, låse, undvigelser, slag, spark og parader.


Tak til Christian Gundersen for beskrivelserne.

 

 

Share