Som forældre til piger har vi altid haft en forestilling om at det er vigtigt at kunne forsvare sig selv. Det er en skræmmende tanke, at vi ikke altid kan beskytte vores børn, men vi er bevidste om, at det på et tidspunkt kan blive en realitet. Da vores ældste datter Liv fyldte 5 år, så jeg mig derfor om efter en mulighed for at kunne give hende nogle redskaber i form af selvforsvar.Der er masser af karate klubber rundt omkring, men jeg har altid ment, at ved selvforsvar skal der mere en slag og spark til. Ved en tilfældighed faldt jeg over en reklameplakat for Greve ju-jutsu. Det viste sig de havde forældre/barn hold hvor vi begge kunne være med. Det tog ikke mange gange før jeg var overbevist om, at det var det rigtige. Det var sjov og leg kombineret med tips og tricks, herunder det at falde rigtigt hvilket jeg aldrig har tænkt så meget over, men hold da op det er en god ting at kunne. Liv kommer stadig hjem og fortæller stolt om, at hun er faldet, men har husket at fa

lde rigtigt så hun ikke slog sig.Som regel var det mest lege-aspektet som faldt i god jord hos Liv, men kombinationen mellem leg og læren gjorde, at interessen var der. For mig selv gav det en helt unik mulighed for at være sammen med min datter og jeg så meget frem til lørdag kl 9:00 – hvor jeg fik masser af krammere og ”søstjerner” af min 5 årige datter.Efter 1,5 år mente trænerne, at Liv var klar til Junior holdet. Som far var jeg stolt ved situationen og Liv udviklede sig hurtigt. Hun var meget usikker i starten, men efter hun lærte flere af de øvrige at kende, blev hun mere sikker og snakken gik under træningen. Jeg selv var både stolt og ærgerlig, da ”kramme” tiden var slut. Jeg sad på sidelinjen et godt stykke tid, men det viste sig, at det var mere en distraktion end opbakning, at jeg var til stede. Nu har Liv været til graduering og fået en fin gul streg på bæltet. Der er gode dage og dårlige dage og det svinger om det er sjovt/ok/ikke godt, men generelt er det en succes, og Liv er gået fra den forsigtige type og typen som tager imod, til at vi skal være lidt efter hende i forhold til hvornår man må bruge de redskaber som Ju-Jutsuen har givet hende.Da lillesøster Maja fyldte 5 år i år, var det med at komme afsted, så jeg kunne få den samme tid og nærkontakt med hende også. Lørdag kl 9:00 er lidt tidligt for mig, men ikke for hende, så den søvn jeg frarøves kompenseres så rigeligt med alle de kram og smil og grin som den næste time udløser. Majas kusine har været med et par gange nu, og hun viser også interesse. Det gør det endnu sjovere for Maja at være med, så jeg er overbevist om, at der nok skal komme noget farve på hendes bælte også. Senest er der sket en yderligere opblomstring i Livs træning da hendes bedste veninde er startet på holdet. Som en bonus har det givet mig selv tiden til at starte op på voksenholdet. Det var lidt underligt at stille sig op til kamp, når størstedelen af modstanderne har farver på bælterne. Jeg kendte selvfølgelig flere af dem fra forældre/barn træning, men det er lidt noget andet når man skal tumle rundt med 80-100 kg fremfor 15-20 kg. Jeg følte mig meget hurtigt velkommen og nu efter ca 3 mdr. håber jeg træningen fortsætter længe endnu. Om børnene fortsætter til de bliver lige så gode som ”hende Alberte med sort bælte” vil tiden vise.
Men blot det at de får lært at falde rigtigt, blokere et slag, holde balancen og bevæge sig, sammenholdt med kvalitetstiden sammen, har gjort det en succes i vores øjne.
Med endnu en lille ny på 1 år, må tiden vise hvor meget tid der er tilbage til min træning. Til gengæld ved jeg at om 4 år vil turen igen gå til Hedelyskolen hver lørdag kl 9:00!
Fra Greve Ju-Jutsu skal der gå en STOR TAK til Nikolaj for artiklen.

Der skal lyde en stor tak fra Ju-jitsu Danmark til Greve Ju-Jutsu og Nikolaj for at vi må bruge denne artikel til vores hjemmeside.